Jeg har gang i et lille “eksperiment”. Det går overordnet ud på, at jeg vil udfordre den gængse tilgang til børns opstart på overgangsmad. Inden mit andet barn kom til verden, læste jeg bogen “French Kids Eat Everything”. Jeg blev meget inspireret af bogen, og franskmændenes tilgang til børn og mad. Det fik mig til at undersøge, hvordan franskmændene starter op på overgangsmad, og det er noget anderledes end de gængse traditioner herhjemme. De starter nemlig ud med at præsentere deres børn for grøntsager og frugt – og variation er enormt vigtigt i den første skemad.
Traditionen herhjemme er, at babyer starter ud med grød (ris, hirse eller majs mm.) for RIGTIG mange. Grød er også mild i smagen, og sundhedsprofessionelle melder ud, at det minder om modermælk/-erstatning i smagen, hvilket gør det oplagt til den første skemad. Jeg satte allerede spørgsmål ved den udmelding , da jeg var på barsel med mit første barn. Jeg fandt aldrig et helt optimalt svar på en alternativ tilgang – før nu.
Jeg vil prøve ‘den franske tilgang’ til skemad, og derved udelukker jeg grød som den første mad til min datter. Benedicte skal smage masser af grøntsager og frugt – og selvfølgelig skal hun også præsenteres for grød. Det bliver bare ikke de typiske første grødtyper.
Franskmændene vægter smagsudvikling og madglæde højt, da de mener, at det er med til at mindske kræsenhed senere i livet. Smagsudvikling skal opnåes gennem en varieret kost – helt fra den første skemad. Jeg vil sørge for, at Benedicte bliver præsenteret for et hav af smagsoplever alt sammen for at give hende den bedste og sundeste start på livet.
Jeg vil dele ud af mine erfaringer med Benedictes intro til skemad og overgangsmaden – sammen med en masse inspiration til resten af familiens mad.
Min baggrund for at etablere bloggen her er ikke kun min personlige interesse – det er også en faglig interesse, da jeg er uddannet prof. bach. i Ernæring og Sundhed med speciale i Human Ernæring.
Jeg håber, du vil læse med og forhåbentlig blive inspireret til at give dit barn/børn en masse smagsoplevelser.
/Tina
Skriv et svar