En ny stor dansk undersøgelse viser, at børn kan lære at lide alle de smage de eksponeres for – HVIS de altså bliver eksponeret for dem!
Jeg synes herved, at der er blevet sat streg under, at mit lille eksperiment er berettiget 🙂
Tilbage til undersøgelsen.. Formålet med undersøgelsen ‘Smag dig frem’ var bl.a. at undersøge, om genetik har betydning for børn og unges duft- og smagspræferencer, og om genkendeligheden af en fødevare har betydning for, hvor godt man kan lide den (MasseEksperiment 2015, Smag dig frem).
Undersøgelsens deltagere var 1310 klasser fordelt på 342 skoler i Danmark (+ én på Færøerne). Eleverne var fra indskolingen og helt op til ungdomsuddannelser. Eleverne blev præsenteret for tre duftprøver, tre smagsprøver og to smagsstrimler. Her skulle de svare på spørgsmål om deres oplevelser af prøverne samt svare på et spørgeskema.
Ét af resultaterne var, at duftede en prøve af noget velkendt, så var der stor sandsynlighed for, at eleverne godt kunne lide den. Undersøgelsen viste også, at der var forskelle på drenge og pigers smagspræferencer. Overordnet set kunne piger bedst lide frugt og grøntsager, mens drenge bedst kunne lide søde, salte og fede fødevarer – og ikke mindst stærke fødevarer.
Én af smagsprøverne indeholdte bitterstoffet PTC og den viste, at langt flere børn i indskolingen ikke kunne smage stoffet, hvilket kan skyldes, at børnenes smagsløg endnu ikke er fuldt udviklet. Denne smag skal/må derfor læres gennem barndommen.
Den mest interessante konklusion er, at genkendelighed har størst betydning for madpræferencer – dvs. at vi bedst kan lide den mad, vi er mest bekendt med.
Derfor… Lad jeres børn smage på en masse – både de nye, de velkendte, de udfordrende og de spændende smagsoplevelser. Så er der stor sandsynlighed for, at I får børn med masser af madmod. Det kræver bare masser af tålmodighed og vedholdenhed fra os forældre – vi spiller nemlig selv en afgørende rolle i, om vores børn bliver kræsne eller ej!
Du kan finde resultatrapporten 2015 ”Smag dig frem” her.
Skriv et svar