Tiden kan være knap, når der skal laves aftensmad hos os. Og vi er garanteret ikke de eneste :o)
Jeg synes, at supper er geniale, når der ikke er meget tid til madlavningen. De er ofte hurtige at lave, de kan fyldes med grøntsager (nogle gange uden at børnene ved det), og som oftest er der mad til to dage.
Suppen her er en klassiker herhjemme efterhånden. Opskriften er oprindeligt fra et bedsteforældre arrangement i mine nevøers børnehave for flere år tilbage, men opskriften holder stadig.
Børnehavesuppe
2 voksne + 2 børn
1 stort løg
2 gulerødder
Olivenolie
1 dl. brune ris
2 tsk. karry
1,5 liter grøntsagsboullion
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
1 bæger flødeost med urter
Chorizo eller bacon
Salt & peber
Hak løg og gulerødder fint og svits det i en gryde med olivenolie. Tilsæt brune ris og karry og svits det videre i et par minutter. Hæld boullion på og lad suppen simre i 15 min.
Skær peberfrugt i små tern og tilsæt det til suppen og lad det simre videre, indtil risene er møre.
Tilsæt flødeost og varm suppen godt igennem. Skær chorizo eller bacon i tern og steg det sprødt.
Smag suppen til med salt og peber.
Server suppen med chorizo eller bacon og evt. groft brød.
Caroline har altid spist børnehavesuppen – men lige pludselig mener hun ikke, at hun kan lide suppen! Det hænger sammen med hendes alder (3+ år). Hun vil helst have det hele adskilt. Vi har en regel herhjemme om, at man altid skal smage på maden. Hvis hun ikke kan lide den, så er det helt okay. Så er der altid et eller andet til aftensmaden, hun kan spise.
I tilfældet her så kunne hun godt lide suppen, da hun fik smagt på den.. hun er bare på ‘vagt’, når det er blandet sammen.
Skriv et svar